|
Pr. 1. februar 2008 trådte det nye bygningsreglement BR08 i kraft. Der var en overgangsperiode på et halvt år. BR08 er blevet til i tæt samspil med en række organisationer og indeholder en række forbedringer og forenklinger for både borgere og byggevirksomheder. Blandt andet giver reglementet personer med handicap større tilgængelighed i byggeriet. Der ud over er der fokus på indeklimaet, herunder forebyggelse af skimmelsvamp i byggeriet og skærpede lydkrav i daginstitutioner, skoler og etagebyggeri. Se mere på www.br08.dk. Her kan du også abonnere gratis på ændringer til BR08. Her finder du Bygningsreglement 2008. Væsentligste ændringer i BR08
De to hidtidige bygningsreglementer samles nu i ét reglement, som gælder for både småhuse og etagebyggeri. 1. Forenklinger i det nye bygningsreglement Færre regler De to hidtidige bygningsreglementer samles nu i ét reglement, som gælder for både småhuse og etagebyggeri. Dermed reduceres det samlede antal regler, samtidig med at overblikket over reglerne øges, da man kun skal kigge efter reglerne ét sted. Kortere, ensartet ventetid ved anmeldelser For byggerier, der skal anmeldes, gælder, at byggeriet kan påbegyndes, hvis kommunalbestyrelsen ikke har reageret inden en frist. Efter bygningsreglement for etage- og kontorbyggeri, BR 95, er fristen 4 uger (dog 2 uger for jordbrugserhvervenes avls- og driftsbygninger). Anmeldelsessystemet for etagebyggeri gælder f.eks. ved mindre ombygning af køkken eller badeværelse. Efter bygningsreglementet for småhuse, BR-S 98, er fristen for en anmeldelse 2 uger. Anmeldelsessystemet for småhuse er typisk beregnet til små, enkle bygninger som udhuse og carporte. I BR08 er fristen harmoniseret til 2 uger for alle byggearbejder, der er omfattet af anmeldelsessystemet. Lempelse af konstruktionskrav giver billigere byggeri BR08 henviser til nye normer for konstruktioners sikkerhedsniveau, som er udarbejdet af Dansk Standards normudvalg på området. Normen ligger tæt op ad de nye fælleseuropæiske Eurocodes standarder, der forventes at træde i kraft i Danmark 1. januar 2009. Dette medfører, at sikkerhedsniveauet justeres lidt ned. Danmark har hidtil ligget ekstraordinært højt, så der gås ikke på kompromis med sikkerheden. Med de nye krav til konstruktioner vil Danmark ligger på niveau med sammenlignelige lande. Konkret betyder det, at der kan bruges mindre stål, beton og træ i konstruktionerne. Ændringen vil medføre en besparelse for nybyggeri generelt på 2-4 % af byggeomkostningerne. Bedre rammer for innovation – flere funktionskrav I BR08 indføres funktionskrav på flere områder. I modsætning til detailkrav, der nærmere beskriver metoden til, hvordan kravet kan opnås, beskriver funktionskrav den effekt, der ønskes opnået, men ikke hvordan det skal gøres. Indretning er et af de områder, hvor flere detailkrav er ophævet og gjort til funktionskrav. Det vil give byggeriet flere muligheder for at udvikle innovative løsninger. Derudover er kravene til arbejdsrum blevet forenklet og gjort til funktionskrav. Et andet område, hvor der indføres funktionskrav, er brand. Siden 2004 har der været funktionskrav for etagebyggeri. I BR08 indføres funktionskravene nu også for småhuse. 2. Øget bebyggelsesprocent I forhold til de hidtidige reglementer hæves bebyggelsesprocenten i BR08. Ændringen giver mulighed for, at der mange steder kan opføres mere bolig- eller erhvervsareal på en grund. Ændringen er primært teknisk, men den kan få betydning for mange boligejere. Den består i, at udestuer og lukkede overdækninger, som hidtil ikke har været talt med i bebyggelsesprocenten, fremover vil blive det. Til gengæld øges den maksimale bebyggelsesprocent for en-familiehuse fra 25 til 30 %. Det betyder, at boligejere, der ikke har sådanne udestuer mv., kan udvide deres beboelsesareal på grunden (til udestuer, almindelige rum eller hvad man måtte ønske). For sommerhuse betyder det, at bebyggelsesprocenten forøges fra 10 til 15, og for erhvervsbyggeri forøges bebyggelsesprocenten fra 40 til 45. Som hidtil gælder, at en bebyggelsesprocent fastsat i en lokalplan går forud for bestemmelsen i bygningsreglementet. Kommunerne kan således fortsat fastsætte højere eller lavere bebyggelsesprocenter end angivet i BR08. Der kan dog være kommuner, som skal ændre deres eksisterende lokalplaner, hvis de ønsker, at de nye regler skal medføre højere bebyggelsesprocent. 3. Styrket tilgængelighed Tilgængelighedskravene gælder som udgangspunkt for al nybyggeri og for alt eksisterende byggeri ved væsentlige ombygninger. Der er i BR08 foretaget en række stramninger af tilgængelighedskravene: Kravet om niveaufri adgang skærpes til også at gælde flugtveje samt alle enheder, dvs. afgrænsede rum såsom kontorer og mødelokaler, på alle etager. Før var der kun krav om niveaufri adgang til stueetagen.
Der stilles krav om, at et vist antal af pladserne i offentlige rum (teatre, biografer og lignende) skal indrettes, så de kan benyttes af kørestolsbrugere. Dette er et nyt krav.
Der indføres målfaste krav til toiletter i offentligt tilgængeligt nybyggeri samt kontor- og administrationsnybyggeri. Før var målene blot vejledende.
Der indføres krav om indendørs og udendørs ledelinjer, dvs., at der i bygninger med borgerrettede servicefunktioner laves ledelinier i belægningen foran indgangsdøren/bygningen, f.eks. i form af en kombination af sten og asfalt, sten med særlig ”ujævn” belægning, særlige trappeforkanter m.v., som gør det lettere for blinde og svagtseende at orientere sig og finde ind i bygningen. Herudover stilles der krav til alle bygninger om, at fælles adgangsveje skal markeres ved forskelle i materialer, farver eller belysning.
Kravene til fuldt tilgængelige værelser på hoteller strammes, således at der nu stilles krav om et specifikt antal fuldt tilgængelige værelser afhængig af hotellets størrelse.
4. Sundt byggeri Skærpede krav til lyd i etageboliger, daginstitutioner mv. I BR08 indføres skærpede krav til lydkvalitet i etageboliger og undervisnings- og institutionsbyggeri. Lydkravene er nu på samme niveau i alle sambebyggelser (rækkehuse, etageboliger) og på niveau med Norge og Sverige. De nye lydkrav gælder for alle nye etageboliger, undervisningsbygninger og daginstitutionsbygninger. Kravene gælder desuden eksisterende bygninger, hvor der gennemføres en større ombygning, der involverer lydregulerende bygningskonstruktioner. Krav om maksimalt fugtindhold og sikring mod vejrlig Der indføres krav om, at det maksimale fugtindhold i bygningskonstruktioner og materialer ved indflytning skal være fastlagt i byggeriets beskrivelse. Endvidere vil indføres bestemmelser om, at byggeriet skal sikres mod vejrlig, hvilket skal fremgå ved ansøgning om byggetilladelse. Beskyttelsen mod vejrlig kan ske i form af kvalitetsstyringssystemer, bygning af tagkonstruktionen tidligt i byggeprocessen eller totalinddækning. 5. Brand og dyrevelfærd I høringsudgaven af BR08 blev det foreslået at skærpe krav til brandsikring af konstruktioner for landbrugets avls- og driftsbygninger på over 1.000 m2, så de kommer på samme niveau som andre bygninger. Avls- og driftsbygninger under 1.000 m2 er generelt undtaget fra skærpede brandkrav. De skærpede brandbestemmelser ønskes først og fremmest indført for at sikre dyrene. Lukkede avlsbygninger, typisk stalde til svin og fjerkræ, bliver derfor omfattet af de skærpede brandkrav. Relativt åbne avlsbygninger, der typisk omfatter kvægstalde, hvor kvæget nemt og hurtigt kan bringes ud af bygningen, ligesom redningsfolkene uden besvær kan komme ind, undtages fra de skærpede brandkrav. Tilsvarende undtages driftsbygninger, da der her ikke er et hensyn til dyrevelfærd.
|