|
Erhvervs- og Byggestyrelsen vil foretage en målrettet kontrol af de byggevarer, der handles på det danske marked. Dette gøres for at sikre, at byggevarerne er sikre og sunde samt handles i fair konkurrence.
Det er planlagt således, at der i fremtiden vil blive tre årlige indsatsområder. Kontrollen af byggevarer vil medføre, at der for hvert indsatsområde vil der blive foretaget stikprøver rundt om i landet samt laboratorietests. Træplader er udvalgt til at blive første indsatsområde. Det sker, fordi ulovlige træplader kan afgive giftige formaldehyddampe. Formaldehyd er kræftfremkaldende. I juni gennemfører Erhvervs- og Byggestyrelsen en kontrolindsats i blandt andet havne, hos grossister, byggemarkeder og trælaster. Nogle indsatsområder såsom træplader vil berøre vores branche, mens andre indsatsområder ikke vil. Det er planen fra Erhvervs- og Byggestyrelsens side, at de vil opretholde en løbende dialog med vores branche om netop dette område. Følgende vil der blive kontrolleret ved kontrolbesøgene: Kontrol af dokumentation: Det kontrolleres, - om CE-mærkningen er korrekt og indeholder de oplysninger, som den skal. - at der er dokumentation for mærkningen. Kontrol af egenskaber: Der testes, - Om oplysningerne om varens egenskaber er korrekte. - Om varen er farlig. Kontrol af markedsføring: Det kontrolleres, - Om varerne, der markedsføres, er i overensstemmelse med den anvendelse, som varen er egnet til. Konsekvenser af opdagede fejl/mangler ved den afholdte kontrol: Hvis det i forbindelse med kontrollen viser sig, at en virksomhed ikke overholder reglerne, kan Erhvervs- og Byggestyrelsen udstede et påbud om at få forholdene bragt i orden. Efterfølges påbuddet ikke, har Erhvervs- og Byggestyrelsen mulighed for at politianmelde virksomheden. Ifølge reglerne skal træplader CE-mærkes efter den europæiske harmoniserede standard: DS/EN 13986 for træbaserede plader til konstruktionsbrug. Standarden kan købes hos Dansk Standard (www.ds.dk). Ethvert led i omsætningen fra producent til forhandler har pligt til at sikre sig, at træpladerne er CE-mærket og markedsført korrekt, jf. bekendtgørelse nr. 1075 af 10. november 2008 om markedsføring, salg og markedskontrol af byggevarer (https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=120511). Yderligere informationer om CE mærkning findes på TUN.dk Kilk her for informationer/Faktaark om DS/EN 13986 |