|

Danske husejeres bestræbelser på at nedbringe udgifterne til energi og mindske CO2-udslippet har resulteret i, at mange huses historiske og kulturelle kvaliteter er blevet ødelagt eller er gået tabt for evigt. Samtidigt er mange husejere i tvivl om, hvordan de skal komme i gang med energirenoveringer og andre energibesparende tiltag.
Bygningskultur Danmark udgiver derfor en ny energiguide, som i et let forståeligt sprog uden indforstået teknisk jargon klæder husejere på til at gøre deres huse mere energivenlige - uden at gå på kompromis med husets historiske og kulturelle kvaliteter.
Energiguiden henvender sig først og fremmest til ejere af fredede og bevaringsværdige bygninger, men mange af landets øvrige husejere vil også kunne hente masser af inspiration, råd og vejledning i guiden. Bygningerne i Danmark står for 40 procent af landets samlede energiforbrug. For at nedbringe CO2-udslippet skal der derfor hentes store energibesparelser gennem energioptimering og energirenovering af den eksisterende bygningsmasse. Men det har en uheldig sideeffekt, for de bygningskulturelle værdier i især fredede og bevaringsværdige huse får uoprettelige skader eller forsvinder helt, hvis ikke der tages særlige hensyn til dem undervejs. Med den nye energiguide ønsker Bygningskultur Danmark at dække et stort behov blandt husejerne for let forståelige anvisninger til at komme i gang med energirenoveringer uden at gøre skade på husets bevaringsværdier. Det er sund fornuft - Modsat hvad mange husejere tror, behøver der ikke være tale om den store videnskab, men almindelig sund fornuft. Den dybe tallerken inden for dette felt er allerede opfundet, så det gælder blot om at holde sig til kendte og afprøvede byggetekniske løsninger. Men for mange husejere kan alene dialogen med rådgivere, håndværkere og de lokale bygningsmyndigheder være lidt af en udfordring. Med guiden i hånden er de klædt godt på til dels at vælge den rette rådgivning og dels at vælge den individuelle løsning, som lettest kombinerer færre udgifter til energi med mindre CO2-udslip og hensyn til husets oprindelige arkitektur, siger Birthe Iuel, Bygningskultur Danmarks præsident. For at den kan fungere som et lyn-kursus for menigmand er energiguiden fri for uforståelig fagjargon men til gengæld fyldt med konkrete eksempler, fotos af gode og dårlige eksempler og gennemskuelige beregningsmodeller over årlige besparelser ved reduktion af energiforbrug. - I Danmark er der registreret 9.000 fredede og anslået omkring 300.000 bevaringsværdige huse og bygninger, hvoraf langtfra alle er registreret af kommunerne. I forhold til resten af bygningsmassen er det absolut nødvendigt at tage særlige hensyn under energioptimeringer af disse bygninger. Ellers går en endnu større del af vores fælles kulturarv tabt, og det er ærgerligt både for os og for kommende generationer, understreger Birthe Iuel. Energiguiden kan rekvireres hos TUN TUN er medlem af Bygningskultur Danmark og er repræsenteret i Teknisk Udvalg. Guiden kan rekvireres af TUNs medlemmer i trykt udgave på e-mail:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
eller telefon 45 80 78 77.
Guiden kan downloades her. |